ERFARING INDEFRA
Søndags tur
Når frygten bliver så stor, at det eneste tilbageværende valg er at bede om hjælp.
Det var søndag. Tid til endnu en af de mange køreture tilbage hjem til min mor.
A sov, og barnet legede på gulvet.
Jeg listede ind på A’s lille lager og tog en flaske alkohol.
Det var ikke noget, jeg plejede at gøre, men det var blevet noget, jeg var begyndt på – at drikke inden turene hjem til min mor for at dulme nerverne.
Det var forfærdeligt, virkelig forfærdeligt, men jeg følte, at jeg var nødt til det for overhovedet at kunne sætte mig frivilligt ind i den bil med A.
Jeg skyndte mig at rydde op og lave noget til ham, så det stod klar, når han stod op.
Jeg lagde det ind til ham i sengen og sagde godmorgen, selvom det var sent på eftermiddagen, og skyndte mig så ud igen.
“Din uduelige klamme luder. Ikke engang det kan du finde ud af!” råbte han.
Nå, så er han da stået op, tænkte jeg og tog en tår, inden jeg gemte flasken væk igen.
Jeg gik stille rundt og pakkede de sidste ting til i vores sædvanlige weekendtaske og stillede den klar i gangen.
A kom ud fra soveværelset, sagde et par bemærkninger og gik videre ud på badeværelset for at gå i bad.
Klokken blev mange. Han havde ellers lovet, at han ville køre os hjem i god tid, så vores barn kunne holde sin rutine inden vuggestue næste dag.
Men hvornår havde han nogensinde overholdt et løfte?
Da han var færdig, gik han ud og startede bilen uden at sige noget.
Jeg stod og kiggede på barnet og vores ting og overvejede, om jeg skulle gå ud nu, eller om det ville gøre ham mere sur. Det var aldrig til at vide.
“Kommer du eller hvad?” råbte han ude fra bilen.
Jeg fór hen, samlede barnet op, tog tasken og løb ud.
Spændte barnet fast i autostolen og satte mig ind ved siden af.
A var som altid rasende. Han kørte ud på vejen og over i den modsatte bane.
Jeg blev bange.
“Hvad laver du!?” tog jeg mig mod til at spørge.
“Du skal bare lukke røven, eller jeg dræber os alle tre, og det vil være din skyld,” svarede han.
Jeg prøvede at tie, men jeg kunne ikke.
Han var tæt på at køre en kvinde på cykel ned.
Jeg kunne ikke undgå at se rædslen i hendes øjne.
Og det gjorde ondt helt ind i mig, når hans vrede gik ud over andre.
Jeg prøvede roligt at sige:
“Jeg ved godt, du og jeg er vant til det her, men er du klar over, hvad det vil gøre ved den dame?”
Han skruede op for musikken og fortsatte ud på motorvejen.
Jeg sad og kiggede ud på bilerne, vi fløj forbi i høj fart.
Alt for tæt på de foran kørende.
Overhalinger fra alle sider.
Der var ikke én regel, der blev overholdt.
Han kiggede på mig i bakspejlet og råbte:
“Hvis du tror, du skal hjem, kan du godt tro om igen.”
Jeg kiggede over på barnet, som heldigvis var faldet i søvn.
Jeg kunne ikke mere. Jeg var sikker på, at det var nu, vi skulle dø.
Jeg begyndte at græde i smug.
A kørte ind på en tankstation.
Ligeså snart han gik ud, brød jeg sammen.
Jeg rystede, og mine tænder klaprede.
A åbnede bildøren, slog ud efter mig og spyttede mig i ansigtet, inden han satte sig ind på førersædet igen, skruede op for musikken og kørte videre.
Jeg kunne ikke mere.. jeg havde brug for hjælp!
Fra bagsædet tog jeg min telefon frem i smug.
“Jeg ringer lige til min søster,” sagde jeg, og så ringede jeg 112.
Jeg kunne ikke tale frit, så jeg hviskede og talte i koder.
“Vi har brug for hjælp...”
Jeg prøvede at forklare, hvor vi var, og hvilken bil vi kørte i.
“Læg på!” råbte han.
Jeg lagde på med det samme.
Han havde ikke opdaget noget.
Vi kørte videre, og jeg håbede bare, at nogen ville finde os.
Vores barn vågnede og var sulten, så A kørte ind på en parkeringsplads ved McDonald’s.
Pludselig var der blå blink overalt, og vi blev stoppet.
A kiggede om på mig.
“Hvad har du gjort?”
Jeg sagde ingenting.
En betjent kom hen til bilen og bad mig gå ud med barnet.
Jeg tog autostolen og blev ført over i en politibil.
Betjenten smækkede bildøren i og gik over for at tale med A.
Betjenten og hans kollegaer stod længe ved A’s bil og talte.
Jeg sad alene i politibilen med mit barn.
Jeg rystede, men talte roligt til det, ligesom jeg plejede at gøre.
En betjent åbnede bildøren og spurgte mig:
“Har du drukket?”
“Ja,” svarede jeg.
Jeg kunne høre A tale ude ved bilen:
“Hun er psykisk syg. I kan selv se i jeres system at hun har prøvet at anmelde mig før. Sagen blev afvist fordi hun lyver.”
Betjenten smækkede bildøren i igen, så jeg hørte ikke, hvad der ellers blev sagt.
...men nåede at høre betjentene grine med hinanden..
Lyden af deres latter gjorde mig flov og forvirret.
Jeg begyndte at tvivle på mig selv...
Jeg skulle nok ikke have ringet til politiet.. måske overdrev jeg? måske var det ikke så slemt?
Jeg ventede på, at det blev min tur til at forklare.
Så kunne jeg fortælle dem sandheden, tænkte jeg.
Men det skete ikke.
Betjentene satte sig ind, spurgte mig ikke om noget, og A kørte sin vej.
“Vi kører dig hjem til din mor,” sagde den ene betjent og trådte på speederen.
Jeg var vant til først at tale, når jeg blev spurgt om noget, så der var bare helt stille hele vejen.
Jeg undrede mig over, hvorfor betjentene ikke var interesseret i min version af historien.
Jeg var meget forvirret og tvivlede på mig selv, og hvad jeg nu skulle gøre..
A lader mig aldrig slippe godt fra det her, tænkte jeg.
Jeg havde brug for hjælp.. men stemningen var allerede sat - og jeg kunne godt mærke, at betjentene allerede havde draget en konklusion.
Jeg sad bare der, i fuldstændig stilhed, og holdte sammen på mig selv - for mit barn skyld, som sad roligt ved min side.
Da vi holdte foran min mors hus, sagde de bare:
“Værsgo.”
Jeg forstod det ikke.
“Vil I lige med indenfor?” spurgte jeg
- med tanke på, at jeg kunne prøve at åbne op overfor dem, så snart min mor kunne tage sig af mit barn.
“Næh det kan vi ikke se nogen grund til,” sagde de.
Jeg gik ud af bilen, tog autostolen og politiet kørte videre.
Jeg løb ind.
Min mor tog barnet, og jeg faldt grædende sammen på gulvet.
Jeg var bange.
Flov.
Og jeg tænkte, at jeg aldrig skulle tale med politiet igen.
Hvad havde han bildt dem ind?
Hvorfor grinede de? Var det af mig?
Kort efter ringede min telefon.
Hemmeligt nummer. Det var A.
“Der kan du bare se. Ingen tror på dig.”
Og så var alt, igen som det plejede at være.
ANALYSE
Når hjælpen ikke får hele historien
Denne fortælling beskriver en akut situation, hvor April ringer 112 i skjul, mens hun sidder i bilen med A og deres barn. Hun beskriver farlig kørsel, trusler og fysisk krænkelse, men da bilen bliver standset, oplever hun ikke at få mulighed for at fortælle hele forløbet.
Analysen handler derfor ikke om at fastslå, hvad de enkelte betjente tænkte eller hvorfor de handlede, som de gjorde. Den handler om, hvordan mødet opleves fra Aprils side – og hvilke faglige spørgsmål den oplevelse rejser.
At en person er fysisk adskilt fra gerningspersonen, betyder ikke nødvendigvis, at de vigtigste oplysninger allerede er kommet frem.
Den individuelle fortælling skal have plads
April beskriver, at hun bliver placeret i politibilen med barnet, mens betjentene taler med A. Hun venter på, at det bliver hendes tur til at forklare, men oplever ikke, at den samtale kommer.
Det centrale læringspunkt er ikke, at én parts forklaring nødvendigvis er mere rigtig end en andens. Det er, at begge parters oplysninger bør undersøges – særligt når situationen er præget af frygt, kontrol og akut uro.
Usikkerhed er ikke det samme som utroværdighed
April beskriver, at hun ryster, græder, har drukket alkohol for at kunne holde ud at sætte sig ind i bilen og samtidig prøver at holde sig rolig for barnets skyld.
En person i en sådan situation kan fremstå usikker, følelsesladet eller modsigende. Det betyder ikke i sig selv, at fortællingen er usand. Det kan være nødvendigt at skabe ro og stille spørgsmål, før det samlede billede bliver tydeligt.
Ro er ikke nødvendigvis troværdighed – og uro er ikke nødvendigvis det modsatte.
Tidligere systemerfaring følger med ind i næste møde
A henviser i situationen til en tidligere afvist sag. April hører dele af det og beskriver bagefter, at hun begynder at tvivle på sig selv og på, om det overhovedet nytter at søge hjælp.
Det viser, hvor stor betydning tidligere erfaringer med systemet kan få. En tidligere afgørelse kan i den udsattes oplevelse blive til mere end et juridisk resultat. Den kan påvirke tillid, håb og forventningen om at blive taget alvorligt næste gang.
Når én dårlig oplevelse påvirker den næste
Efter mødet tænker April, at hun aldrig vil tale med politiet igen. Kort efter bruger A episoden i sin egen kommunikation til hende: “Ingen tror på dig.”
Det er et vigtigt punkt i fortællingen, fordi et møde med systemet ikke kun har betydning i selve øjeblikket. Det kan også påvirke, om personen tør søge hjælp igen senere.
Senere beskriver April et andet møde med en betjent, hvor hun oplever, at spørgsmål, tid, tydelighed og vedholdenhed gør en anden slags samtale mulig.
Hvad kunne have gjort en forskel i mødet?
Med udgangspunkt i Aprils oplevelse peger historien særligt på betydningen af:
- at tale med parterne hver for sig
- at skabe ro nok til, at hele hændelsesforløbet kan beskrives
- at spørge konkret ind til trusler, vold, kørsel og barnets situation
- at være nysgerrig på tidligere henvendelser uden at lade dem stå alene som forklaring
- at tydeliggøre, hvad der sker nu, og hvilke næste skridt der er mulige
Spørgsmål til refleksion
- Hvordan sikrer man, at begge parters forklaring faktisk bliver hørt i en akut situation?
- Hvilke tegn kan være lette at overse, hvis fokus primært ligger på personens fremtoning?
- Hvordan kan en tidligere afvist sag påvirke den udsattes tillid til systemet?
- Hvordan undgår man, at tidligere sagsforløb bliver tolket som svar på en ny hændelse?
- Hvilken betydning har det, at barnet er til stede under hele forløbet?
- Hvad skal der til, for at personen tør søge hjælp igen efter et møde, der opleves som utilstrækkeligt?
Hvad kan fagpersonen tage med?
- Skab plads til den individuelle fortælling.
- Undersøg situationen før du konkluderer på personens fremtoning.
- Se tidligere sager som kontekst – ikke som facit på den aktuelle hændelse.
- Spørg konkret ind til trusler, kontrol og barnets situation.
- Forklar næste skridt, så personen ikke efterlades i uvished.
- Husk, at et enkelt møde kan påvirke lysten til at søge hjælp igen.