En aften
uden ende.

Det var en dejlig varm sommerdag.

Dagen havde været forholdsvis god.

Hjemme hos min svigerfamilie stod jeg med vores 1,5-årige barn i armene, som spiste is.

A diskuterede lidt med nogle af hans familiemedlemmer, over et eller andet latterligt.. og som sædvanligt, gik A's frustrationer ud over mig.

A gik hen i mod

“Klask.”

A slog med flad hånd mod mit ansigt, ramte isen og slog den ud af hænderne på barnet – og ramte mig i ansigtet.

Barnet skreg.

Jeg holdt det tæt ind til mig for at skærme det fra A, som gik amok og stod og råbte og skreg ad mig.

A's brødre holdte ham tilbage, så han ikke slog mig igen.

Jeg havde lyst til at løbe med barnet i mine arme, men jeg løb ind i et rum, hvor jeg nu var skærmet fra ham – men uden mulighed for at løbe ud, uden at han ville opdage det.

Jeg satte mig på gulvet med vores barn og trøstede det så godt, jeg kunne.

Vi kunne stadig høre A’s skældsord ude på den anden side af døren.

Et familiemedlem kom ind til os og spurgte, om vi var okay.

Jeg græd og fortalte, at jeg ikke kunne mere.

At A’s opførsel var begyndt at gå ud over vores barn, og vi havde brug for hjælp til at forlade ham.

Familiemedlemmet lyttede kort, men skyndte sig så at gøre sig klar, for familien skulle til fest.

Skuffende.

Da det gik op for mig, at de ville gå og efterlade os alene med A, blev jeg panisk og begyndte at ryste.

Jeg tiggede og bad dem om ikke at efterlade os alene med ham.

“Der er ikke andet, vi kan gøre,” sagde de

- og så gik de.

Tilbage i lejligheden stod jeg nu med mit barn i armene.

A og hans lillebror var der også.

A var stadig rasende og fortsatte med at skælde mig ud.

Barnet var stoppet med at græde, men klamrede sig ind til mig, mens jeg gik rundt og sang børnesange for at mildne situationen, så meget som muligt.

Jeg var så bange for, hvordan A’s raseri ville udvikle sig denne gang.

Jeg havde kvalme og ondt i hjertet over, at vores barn nu for alvor havde overværet denne side af sin far.

Med barnet i min favn, listede jeg stille hen mod døren, da jeg så en mulighed for at flygte.

Men A nåede at fange mig.

Jeg tænkte på at ringe til politiet, men min telefon havde A, dagen forinden smadret, med en hammer.

Jeg kunne ikke bære i mit hjerte at udsætte vores barn for at se sin mor blive behandlet sådan mere.

Men han fortsatte.

Og fortsatte.

Det føltes som en evighed.

Jeg kiggede på vores barn og sagde:

“Mor kommer tilbage.”

Jeg satte det ned på gulvet.

Og så løb jeg.

Jeg flåede døren op og løb ned ad trapperne i opgangen.

Min tanke var at løbe efter hjælp uden barnet, så det ikke skulle opleve mere.

Jeg løb ud i bilen og fumlede med nøglerne, da jeg så A komme løbende imod mig.

Jeg startede bilen og kørte afsted.

A hoppede ind i en anden bil og kørte efter mig.

“Er han bare løbet fra vores barn? Jeg skal redde det fra ham – det er nu, jeg har chancen,” tænkte jeg.. og trykkede speederen i bund.

Jeg fløj afsted og kom til et lyskryds, som nåede at blive rødt.

Jeg standsede. A var lige bag mig.

Jeg vidste, at jeg nu var fanget.

Så nu handlede det om at tørre tårerne væk, tage mig sammen og have talegaverne i orden.

A kørte op på siden af mig. Han rullede vinduet ned. Det gjorde jeg også.

“Hvor skal du hen, din luder?” råbte han.

“Jeg har bare brug for at køre en lille tur,” sagde jeg, mens jeg rystede over hele kroppen.

“Lover du, at du kommer tilbage bagefter?” spurgte han.

“Ja, selvfølgelig,” sagde jeg.

“... og hvis ikke, så vent og se, hvad der sker,” sagde han og vendte om.

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Lod han mig virkelig køre videre?

Jeg følte mig fri - men fanget på samme tid.

For jeg vidste, at jeg havde en vigtig opgave foran mig:

At få barnet med mig på den mest skånsomme måde.

Det blev grønt, og jeg kørte videre.

Jeg tjekkede bilen for telefoner, mens jeg kørte.

Og som kaldet fra Gud lå der en telefon i handskerummet.

Jeg ringede 112 og brød fuldstændig sammen.

Jeg græd, skreg og rystede, mens jeg samtidig prøvede at holde overblik over vejen og forklare operatøren i opkaldet, hvad der var sket.

Jeg nåede til en parkeringsplads ved McDonald’s, som lå lidt gemt fra vejen.

Det virkede som et godt sted at stoppe.

Jeg blev stillet videre til politiet.

De sagde, at en patrulje ville komme og møde mig dér.

Jeg sad i bilen og ventede.

Hver bil, der kom min vej, mistænkte jeg for at være A.

Jeg var paranoid.

Pludselig kom en politibil kørende hen imod mig og standsede.

Jeg følte en kæmpe lettelse.

Endelig nogen, der kunne hjælpe mig.

To betjente kom hen til bilen.

En høj og en lav.

De bad mig stige ud af bilen.

Jeg stoppede med at græde så godt, jeg kunne og forklarede, hvad der var sket.

Det var den høje betjent, der havde styringen.

Jeg forklarede ham, hvad der var sket.. at jeg havde fuld forældremyndighed og havde brug for hjælp til at få mit barn sikkert tilbage.

Det kunne de godt hjælpe med, sagde han.

Men det krævede, at de skulle storme A’s familiemedlems lejlighed.

Jeg gøs ved tanken.

Det turde jeg ikke.

A ville gå fuldstændig amok.

Og hvad så bagefter?

Hvor skulle jeg gemme mig med mit barn?

Jeg begyndte at græde igen og forklarede, at jeg var bange for, at det ville skabe endnu mere kaos, end det ville hjælpe.

Den høje betjent rettede ryggen.

“Du vil gerne have, vi skal hjælpe dig, men du vil også fortælle os, hvordan vi skal gøre vores arbejde?!”

Han gjorde mig opmærksom på, at jeg jo heller ingen beviser havde på vold og at det var normalt at være uenige i et parforhold.

Det var som om al luft blev slået ud af mig.

Alt håb forsvandt.

Jeg kunne mærke, hvordan hele min krop gav slip på én gang.

Som om noget inde i mig bare sagde: det hele er lige meget.

Jeg følte mig helt tom.

Ikke længere ked af det.

Bare tom.

Jeg havde lyst til bare at sætte mig ned på kantstenen og blive dér for evigt.

Ikke tænke.

Ikke kæmpe.

Ikke forklare.

Bare være.

Jeg gik fra at være bange til ikke at kunne mærke noget som helst længere.

Jeg begyndte at tvivle på mig selv. Måske havde han ret.

Måske var det også min egen skyld.

Måske spildte jeg deres tid.

“Nej undskyld... det var ikke det, jeg mente,” sagde jeg.

Jeg var allerede lukket ned.

“Undskyld jeg ringede... det er lige meget,” sagde jeg.

og satte mig håbløst ned på asfalten.

Den lave betjent stod i baggrunden og så på.

Han så utilpas ud.

Så trådte han frem.

“Må jeg lige tale med dig,” sagde han til den høje betjent.

De gik lidt væk.

Jeg hørte ikke, hvad de sagde.

Jeg havde heller ikke overskud til at tænke over det.

Jeg var ligeglad.

Da de kom tilbage, var det den lave betjent, der talte.

Roligere.

Han foreslog, at de kunne køre mig til et krisecenter.

Han havde allerede ringet og sikret, at der var en plads.

“Okay,” sagde jeg.

Helt tom.

Helt udmattet.

Jeg satte mig ind i politibilen og vi kørte afsted.

Den lave betjent prøvede at forklare mig, hvordan de kunne hjælpe på krisecenteret.

Men jeg hørte ingenting.

Jeg sad bare og kiggede ud på træerne, der passerede.

Vi ankom til krisecenteret.

Betjentene fulgte mig ind, ønskede mig held og lykke og kørte videre.

Jeg fortalte min historie til en medarbejder på krisecenteret og jo mere jeg talte, desto mere kampgejst fik jeg op i mig igen.

Jeg SKULLE have mit barn tilbage!

Men uden politiets hjælp denne gang.

Jeg loggede på Snapchat fra telefonen, jeg havde fundet, for at komme i kontakt med A.

Han havde allerede spammet mig med beskeder og opkald.

Han var gal over, at jeg ikke var kommet tilbage.

Han skrev også, at vores barn havde grædt i lang tid, og at han ikke havde tid til at passe det.

Jeg ringede til ham og forklarede, at jeg var hos en veninde for at få ro.

Jeg foreslog, at vi kunne mødes et offentligt sted, så jeg kunne trøste vores barn.

Men det købte han ikke.

Han vidste godt, at jeg ikke havde nogen veninder tilbage.

Han blev mistænkelig og sur.

Han sagde, at vi kunne mødes derhjemme – ellers kunne jeg glemme alt om at se vores barn igen.

Og så lagde han på.

Jeg turde ikke tage hjem.

Jeg vidste, at det ville eskalere hvis jeg gjorde.

Og jeg ville ikke udsætte vores barn for mere vold og kaos.

Han begyndte at skrive igen.

Trusler.

Pres.

Timerne gik og det begyndte at blive mørkt.

Han gav ikke op.

Jeg savnede mit barn.

Jeg havde sådan en stærk trang til at holde det, kysse det og fortælle, at det hele nok skulle gå.

Savnet overtog.

Sammen med en kvindelig medarbejder på krisecenteret byggede jeg modet op til at kontakte politiet igen.

Denne gang havde jeg i det mindste beviser.

Hun talte med politiet i telefon, mens jeg sad og tog screenshots af beskederne.

Snapchat gjorde A opmærksom på det.

Han blev endnu mere gal.

Nu også med trusler mod min familie.

Jeg var nødt til at tage mig sammen.

“A, jeg bliver nødt til at kontakte politiet, hvis ikke du giver mig barnet. Det har brug for sin mor.”

Jeg var bange.

Men jeg skrev roligt.

Det var sådan, jeg havde levet i syv år.

Alt handlede om at tænke strategisk.

Undgå hans vrede.

Det var første gang, jeg turde true med politiet.

Han havde altid sagt, at det var det værste, jeg kunne gøre.

Og at de alligevel ikke kunne hjælpe mig.

Efter mødet med politiet tidligere på dagen... måtte jeg desværre give ham ret.

“Det er en aftale, farvel,” sagde medarbejderen og lagde røret på.

Hun havde aftalt med politiet, at en patrulje ville finde barnet og aflevere det til mig.

Vi gik op på første sal, hvor jeg fik tildelt et værelse.

Alt var kaotisk.

Det hele var gået så hurtigt, at det ikke engang var gået op for mig, at mit barn og jeg skulle bo der nu.

Jeg havde ingenting med.

Ingen tøj.

Ingen penge.

Ingen tandbørste.

Pludselig fik jeg besked:

Barnet var på vej.

Jeg løb ned ad trapperne.

Hen mod døren.

Så kom hun.

En kvindelig betjent.

Med mit barn i armene.

“Tusind tak,” sagde jeg.

Jeg prøvede at holde sammen på mig selv.

Men så snart jeg fik barnet i mine arme... brød jeg sammen.

Jeg græd.

Af lettelse.

Af kærlighed.

Af udmattelse.

Og sådan startede vores liv på krisecenter.